Dykning i historisk perspektiv
Kendskabet til dykning fortaber sig i de forhistoriske tåger. Hvornår mennesket begyndte at dykke efter svampe eller perler, vides ikke. Det er en kendt sag, at polyneserne i århundreder har fridykket til ret store dybder efter perlemuslinger. Ved hjælp af en sten til at tynge dem ned når de hurtigt ned til dybden. De har trænet sig op til at kunne arbejde under vand i 3-5 minutter. Til gengæld dør mange af dem i en ret ung alder. Deres organisme holder ikke til denne livsførelse.

I historisk perspektiv er dykning en relativ ny disciplin. Først i 1690 eksperimenterede Halley (ham med kometen) med dykkerklokker, men vi skal op i 1750'erne, før dykkerdragten blev opfundet i England. Og så gik der lang tid, før dykkeren frigjorde sig fra navlestrengen, luftslangen til overfladeskibet. I begyndelsen af Anden Verdenskrig benyttede den italienske flåde "frømænd", som ved hjælp at en trykflaske med komprimeret luft kune udføre militære operationer under vand og dermed ofte havde held med at nå frem til objektet for deres opreation uden at blive opdaget. De alierede styrker mistede adskillige fartøjer, som blev sænket med forskellige typer sprænglegemer, før de selv etablerede korps af svømmedykkere.

Det var den kendte havforsker, Jacques Cousteau, der opfandt og udviklede lungeautomaten. Denne teknologiske indretning var en stor dykkermæssig landvinding, idet den satte dykkeren i stand til at bevæge sig frit og uhindret fra 0 til 50 meters dybde og lige så langt omkring, som hans medbragte luftreserve rakte. Lungeautomaten er indrettet sådan, at vandtrykket på dybden hjælper med til at afballancere trykket i mundstykket, så dykkeren næsten ikke skal hive efter vejret. Dermed kan dykkeren trække vejret næsten lige så let som på landjorden, uanset dybden.

Siden er udviklingen gået hurtigt. I dag er der udviklet apparatur, der tillader militære dykkere at færdes under vand uden at afgive de forrædderiske luftbobler, der kommer fra et almindeligt dykkerudstyr. Dybdebegrænsningen er også rykket. Atmosfærisk luft bliver lettere giftig på grund af kvælstoftrykket på 50 meters dybde og ilten bliver giftig på 80 meter. Dette kan i dag afhjælpes ved at blande gasser, der ikke i samme grad bliver giftige og holde ilttrykket under det farlige partialtryk. Dette meget avancerede apparatur, der hører til "teknisk dykning", kræver indtil videre, at dykkeren hele vejen ned og op igen indstiller blandingen af inaktive luftarter og ilt indenfor nogle bestemte rammer - så vil man dykke teknisk, skal man ikke blot være teknisk minded, man skal også kunne koncentrere sig!

Sportsdykkere kan hjælpe med ved marinarkæologiske undersøgelser. Det kan være alt fra stenalderbopladser til middelalder havneanlæg. Blot skal man iagttage lovgivningen om danefæ, gravfred m.m.

Det kan nævnes, at en gruppe af bl.a. sportsdykkere var med til at udgrave nogle af de mest spændende marine stenalderbopladser, Tybrind vig bopladserne ved Vestfyn, sammen med Moesgaard Forhistoriske museum. Dette arbejde har stor arkæologisk betydning og består af mange - i arkæologisk sammenhæng - usædvanlige genstande, som hjælper forskerne til en betydeligt større forståelse af fore forfædres levevis.

Der er forskellige dykkeruddannelser. Erhvervsmæssigt har der i lang tid kun været "Holmen", som egentlig er en militær uddannelse, men som frekventeres af alle, der ønsker en dansk erhverhsdykkeruddannelse. Nu er der imidlertid kommet en civil erhvervsdykkeruddannelse under EUC. Prisen er dog nogenlunde den samme: ca. 45.000.

Dykindlæg fra 2003 sæsonen
Endelig vragdyk
Tirsdag d. 29/7 faldt vejret, tirsdage og deltagerantal endelig i hak.
Verjet var perfekt, kun en svag vind fra vest og der var næsten en skyfri himmel, og sørme om vi ikke stod 7 dykkere klar i båden...hmmm hvor skal turen gå hen, der var jo næsten frit slag i bolledejen, på nær en lille faktor dagslyset, vi skulle jo helst ikke have et natdyk. Og en lille fejl, der uheldigvis tog 45 min. og rette (ekkoloddet ville ikke helt som vi ville), og tog uheldigvis en del af det gode dagslys.
Når men efter at have kigget GPS'en igennem, fandt vi ud af at det var et godt stykke tid siden at vi have været nede og kigge til Stella (slæbebåden).
Efter 27 km i smukt vand, næsten spejlblankt, fandt vi slæbebåden ved første oversejling. I med bøjen, og første hold var klar til at hoppe i vandet for at sætte bundtorvet på.
Jeg var selv med som andet hold, så mens første hold bandt på, gjorde vi andre klar til at hoppe i vandet. Jeg var en af dem der aldrig har set Stella, men havde hørt meget om den, så det var spændende og komme ned og se den.
Vi hoppede i vandet, og smuttede stille ned at bundtorvet, der var en hel del algevækst i de øverste vandlag, men de forsvandt hurtigt på vejen ned, sigten var vel ca. 5-7 meter og der var næsten ingen strøm.
Dybtemåleren stod på 16 meter da vi ramte styrehuset på Stella, som står ret op på bunden, vi fandt hurtig orienteringen og tog så stille og roligt rundt langs hele lønningen på skibet.
Man får hurtigt overblikket på Stella, det er en gammel slæbebåd, så den er ikke så stor, men er meget intakt, man kan svømme tværs igennem den (dette fravalgte vi på grund af mørket) og styrehuset er intakt, så man kan svømme ind og lege kaptajn.
Bunden af vraget er på 24 meter, men der er ikke meget spændende og se på bundet…skruen er væk og der er ikke de store gemmesteder for fisk.
Når men efter 25 min, begyndte det at blive lidt småkoldt i våddragten og da vi egentligt havde været vraget rundt et par gange og set det vi skulle se, gjorde jeg tegn til at vi skulle gå op.
Op og vente på tredje hold (og se en smukt solnedgang), de kom om 20 min. efter, og så var det afgang tilbage til Ladepladsen.
Alt i alt havde vi en lækker tur, hvor alting bare var i orden (undtaget ekkoloddet), og det var rart med så mange fremmødte…det må vi have mere af…

Dyk på lavt vand
Tirsdag d. 22/7 havde vi et lidt anderledes dyk. Vi havde håbet på at vejret ville vise sig fra den pæne side, som det så flot havde gjort dagen i forvejen...men vejrguderne ville ikke som vi ville, der var godt nok flot solskin, men vinden blæste lidt kraftigt fra sydvest.
Når, men vi stod nu alligevel 5 kraftigt vraghungrende dykkere og ville afsted, men hvad gør en klog dykker så. Vi satsede på at vi kunne holde båden i læ, hele vejen sydøst til ned omkring Møn, og så måtte vi se om vi kunne nå Hjuldamperen.
Men vinden ville ikke som vi ville, og vi blev enige om at søge ind mod Nyord og dykke på broen mellem Møn og Nyord. Broen skulle være flot at dykke på, da den står på gamle egetræ's pæle, men heller ikke her havde vi heldet med os, vi havnede nemlig i det meget lave vand der er ud for Ulfhale og på grunde at det tiltagene mørke valgte vi i stedet at tage en is på Ulfhale Camping.
Men midt under isspisningen kom den kære formand i tanke om, at han mente at der lå et lille vrag lidt syd for campingpladsen. Så isen blev hurtigt spist og vraget hurtigt fundet. Vraget var endnu et af dem der var gået ned under den store stormflod, og ligger kun på 2,5 meter vand og er ret stort, eller rettere sagt spredt over et stort område.
Efter at have dykket på vraget i ca. 30 min. vendte vi stævnen mod klubben.
Men alt i alt en lidt dyr tur for at dykke på 2,5 meter vand, men det var alligevel spændende for flere af os og dykke på et nyt vrag, og vraget vil være genialt for vores juniore at dykke på.